Miljøskandale ved nybyggeri

Midt i valgkampen leveres der endnu et eksempel på den mangelfulde planlægning i Vallensbæk Kommune.

– Det er en miljøskandale. Intet mindre, siger Jens Ove Bay, spidskandidat for Enhedslisten.

Ved forberedelsen af byggestart til boligprojektet ved Liselundsvej og Vejlegårdsvej, kaldet Carolinehaven, er det konstateret, at grundvandsspejlet står så højt, at projektet ikke kan gennemføres, før der er pumpet 400.000 kubikmeter vand væk fra byggegrunden. Vandet skal ledes fra grunden gennem midlertidige rør til dels Store Vejleå, dels tilbage til grundvandet i nærområdet for at forhindre sætningsskader på de eksisterende boliger.

– Det er en skandale, at man først opdager sådan noget, lige når man skal i gang med at bygge. Vi har i Enhedslisten lavet høringssvar til de fleste af de seneste års lokalplaner for boligbyggerier, hvor vi har krævet, at der gennemføres en miljøvurdering. Hvert eneste boligprojekt af denne type og størrelse burde helt automatisk betyde, at der skal gennemføres en miljøvurdering. Mennesker er den største miljøpåvirker af alle, så selvfølgelig påvirker det miljøet, når man opfører en masse boliger. En miljøvurdering ville i det konkrete tilfælde måske have betydet, at projektet ville være blevet ganske anderledes. Det er for os helt ubegribeligt, at man i kommunalbestyrelsen ikke mener, at det er nødvendigt at vurdere konsekvenserne for miljøet, når der laves lokalplaner for boligprojekter, siger Jens Ove Bay.

Intet svar fra borgmesteren

Planlægningsskandalen var et blandt mange emner, som var oppe at vende med et vælgermøde mandag aften på Vallensbæk Rådhus arrangeret af Folkebladet. Syv af otte opstillede partier deltog.

Borgmester Henrik Rasmussen undlod at kommentere på den manglende miljøvurdering. I stedet svarede han, at bortpumpningen af de store mængder grundvand skyldes, at der skal anlægges parkeringskælder.

Byudvikling, børn/unge og ældre var de aftalte emner, men der blevet slået en del slag udenom.

I den afsluttende runde skulle kandidaterne forholde sig til, hvem de vil pege på som borgmester.

På den borgerlige side gjorde Kenneth Kristensen Berth det klart, at Vallensbæk fortsat skal have en borgerlig borgmester, mens alle øvrige, Socialdemokratiet, Enhedslisten, Radikale, SF og VallensbækListen mente, at der er brug for et nyt flertal og for forandring.

Med et glimt i øjet slog Jens Ove Bay fast, at han er parat til at påtage sig opgaven som borgmester, hvis Vallensbæk får et nyt politisk flertal.