Politisk markedsplads i nord

Syv af de otte opstillede partier og lister var lørdag på gaden for at møde vælgerne ved en såkaldt valgkomsammen eller politisk markedsplads på det grønne strøg ved Fakta i Vallensbæk Nord.

Skulle man have nærkontakt med vælgerne, var det dog nødvendigt at “fange” folk på vej ind og ud af Fakta. Det var mere småt med besøgene ved partiernes valgboder, men der var en hyggelig stemning, hvor kandidaterne på tværs af partiskel fik udvekslet synspunkter.

Enhedslisten var naturligvis placeret på venstrefløjen, men ikke yderst til venstre. Den plads havde SF fået. Det skal man dog næppe lægge for meget i. Naboskabet med både SF og til den anden side Socialdemokratiet var dog fint, og der blev – udover synspunkter – udvekslet bolsjer, småkager og kaffe eller hvad partierne ellers havde sat på bordet for at lokke vælgere tættere på til også en snak om kommunens politiske fremtid.

Der bliver en ny mulighed for at møde kandidaterne, også Enhedslistens, på lørdag den 6. november kl. 12-15, når der er en tilsvarende valgkomsammen ved det grønne strøg umiddelbart syd for Stationstorvet.