Så er vi i gang med slutspurten

Så er slutspurten til tirsdagens kommunalvalg i allerhøjeste grad sat ind. Og slutspurten er flyttet ud i det offentlige rum foran dagligvarebutikkerne og stationen. De sidste valgfoldere skal deles ud, og tvivlerne skal overbevises om, hvorfor det er Enhedslisten der skal have stemmen.

Fredag eftermiddag var spidskandidat Jens Ove Bay i Vallensbæk Nord, hvor han foran Lidl uddelte den grønne valgfolder om hvad Enhedslisten vil i kommunalbestyrelsen. Han fik sig også fine samtaler med de vælgere, der havde tid til at lade indkøbsvognen stå i et par minutter. Det var blandt andet samtaler om hvilke muligheder en kommune som Vallensbæk har for at sænke sit klimaaftryk, om behovet for flere almene boliger som borgere med almindelige indtægter har råd til at betale samt om behovet for en borgerrådgiver, der uafhængigt af kommunen kan hjælpe, hvis man er kommet i klemme i systemet og føler sig forkert behandlet af kommunen.

Jens Ove Bay er optimistisk med hensyn til mulighederne for at få sæde i kommunalbestyrelsen.

– Vi håber, at dette valg kan blive valget, hvor De Konservative for første gang mister sit flertal. Det vil være sundt for demokratiet og godt for udviklingen af kommunen, og vi har i valgkampen mødt mange, der har givet udtryk for den samme holdning. Samtidig håber vi naturligvis, at Enhedslisten for første gang får en plads i kommunalbestyrelsen. Vi er i valgforbund med SF og Radikale. Jeg er overbevist om, at valgforbundet får minimum ét mandat, men mener også, at det er ganske realistisk, at valgforbundet får to og at vi får det ene, siger Jens Ove Bay.

30 procent nye vælgere

Konservative fik ved valget i 2017 51 procent af stemmerne, men andelen har været faldende uafbrudt ved de seneste valg siden 2001, hvor partiet fik over 64 procent af stemmerne. Samtidig sker der stor udskiftning af vælgerne. I forhold til valget i 2017 er godt 30 procent nye vælgere. Dermed er Vallensbæk en af de kommuner med flest nye vælgere i forhold til for fire år siden. Det fortæller om en stor til- og fraflytning. Det gør valget mere uforudsigeligt.

Til konservativ fordel taler måske, at partiet ikke i nyere tid har haft så gode landspolitiske meningsmålinger, men nu er det jo ikke et folketingsvalg. Det er de lokale forhold, det handler om, og mange borgere har udtrykt utilfredshed med kommunalbestyrelsens udbygningspolitik, hvor private byggespekulanter gennemtrumfer, hvad og hvor meget og hvor højt og tæt, der skal bygges.

Ifølge Danmarks Statistiks seneste opgørelse er 12.364 stemmeberettigede personer i Vallensbæk med en lille overvægt af kvinder. 3.628 er indvandrere eller efterkommere.