Sverige vil have dumpning af slam stoppet

Nu siger Sveriges miljøminister hvad Enhedslisten, Køge Bugt-borgmestrene, Danmarks Naturfredningsforening og mange andre har sagt: Stop dumpningen af forurenet slam i Køge Bugt. Med det samme.

I en opsigtsvækkende henvendelse fra miljøminister Annika Strandhäll til transportminister Trine Bramsen og miljøminister Lea Wermelin siger den socialdemokratiske svenske regering til den ligeledes socialdemokratiske danske regering, at ”dumpningspladserne i Køge Bugt er upassende, specielt når det gælder forurenede muddermasser” og at dumpningen skal stoppes.

Ministeren skriver ifølge DR, at den overvågning af dumpningen og løbende dialog, der har været mellem Danmark og Sverige, ikke ændrer på den svenske holdning.

Dumpningen af det forurenede slam er en konsekvens af lovgivningen om at anlægge den kunstige ø Lynetteholm. Det er besluttet, at i alt 2,3 mio. kubikmeter slam fra området, hvor Lynetteholm skal anlægges, skal dumpes i Køge Bugt. Indtil videre har man ifølge DR dumpet 228.000 tons, primært slam fra sejlrender. Det giftigste slam er ifølge eksperter endnu ikke opgravet og sejlet til Køge Bugt.

Enhedslistens medlem af Vallensbæk kommunalbestyrelsen Jens Ove Bay er enig i budskabet fra den svenske regering.

– Det er hvad vi har sagt hele tiden. Vores folketingsgruppe har jo i flere omgange forsøgt at få sat Lynetteholm på pause fordi hele projektet er alt for dårligt belyst. Derfor er det godt, at den svenske regering er gået ind i sagen. Dumpningen sker lige på grænsen til svensk farvand, og sådan noget slam, der smides i vandet, kender ikke til grænser. Det ødelægger ikke bare det område, hvor det dumpes men et langt større område, og vi mener grundlæggende, at havet ikke skal bruges som losseplads. Jeg håber derfor, at den svenske henvendelse kan få den danske regering på bedre tanker, selv om det i sig selv er pinligt, at den svenske regering må skrive direkte til danske ministre for at blive hørt i et spørgsmål, som i høj grad også berører svensk miljø og natur, siger Jens Ove Bay.

Skadeligt for miljøet

Det er selskabet By & Havn, der er ejet af Københavns Kommune og staten, der står for opgravning og dumpning af slammet. Selskabet mener, at miljøkonsekvenserne er ubetydelige.

Den udlægning er professor og havmiljøforsker ved Aarhus Universitet Stig Markager lodret uenig i. Til DR siger han:

– Det indeholder en masse giftstoffer og næringsstoffer. Og det her slam flytter man på den værst tænkelige måde, til det værst tænkelige sted og på det værst tænkelige tidspunkt. Så jeg kan simpelthen ikke forstå, at man gør det på en måde, der er maksimalt skadelig for miljøet. Det er faktisk sådan, at der vil blive tilført flere hundrede tons kvælstof til Køge Bugt, og det er altså et område, hvor man skal reducere tilførslen af kvælstof med 20-25 procent for at overholde EUs direktiver, siger Stig Markager.

Seks Køge Bugt-kommuner, herunder Vallensbæk, har dannet ”Fælles Front” og også krævet dumpningen stoppet.