Konservative gennemtrumfer omstridt boligbyggeri

Det konservative Folkeparti har som bekendt flertal i kommunalbestyrelsen i Vallensbæk. Det flertal har partiet benyttet til at gennemføre en stærkt kontroversiel lokalplan, der vil muliggøre bolig- og plejehjemsbyggeri klos op ad Køge Bugt Motorvejen – selv om en samlet opposition bestående af Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti har kæmpet og stemt imod.

Enhedslistens Jens Ove Bay prøvede på det afgørende kommunalbestyrelsesmøde at få beslutningen udsat, da han mener at beslutningsgrundlaget ikke er godt nok. Der bruges således fem år gamle støjmålinger.

”Enhedslisten finder ikke området egnet til beboelse på grund af støj og udstødningsgasser fra motorvejen.  Miljøvurderingens støjkort viser tydeligt, at det vil være umuligt at overholde de lovpligtige støjgrænser. Med den udbygning, der er planlagt i København og Hvidovre (Lynetteholmen og Avedøre Holmene), vil især den tunge trafik stige de næste mange år. Det betyder, at den lavfrekvente støj, som det er svært at støjdæmpe, forøges. Lokalplanen besluttes bl.a. på baggrund af beregningsmodeller, der anvender fremskrivning af data fra 2017. Enhedslisten finder det derfor nødvendigt, at der foretages støjmålinger, da det er faktisk støj og ikke udregnet støj, der er sundhedsskadelig”, hedder det i en mindretalsudtalelse fra Jens Ove Bay.

Infrastrukturen kan ikke følge med

Om baggrunden for initiativet hedder det:

“Der er nødvendigt, da vi ikke har sanktionsmuligheder overfor bygherren, når det viser sig, at de faktiske forhold er anderledes, end modellerne tilsiger. Området syd for Køge Bugt Motorvejen bebygges med boliger i en grad, så infrastrukturen ikke kan følge med og dermed opstår der trafikkaos både i forhold til såvel trafikafvikling som parkeringsforhold. Det er Enhedslistens holdning, at nye projekters belastninger skal vurderes i sammenhæng med ALLE andre belastninger i nærområdet, så det bliver den reelle belastning, der kan tages politisk stilling til. Det vil desuden vanskeliggøre processen med at få Folketinget til at etableret støjværn andre steder i kommunen, når vi vælger at bygge nye boliger i så støjbelastede områder.”

Lokalplanen har mødt voldsom modstand fra beboerne omkring. Kommunalbestyrelsen har modtaget 37 høringssvar med betragtninger omkring ikke mindst støj, sundhed, trafik, parkering og generel infrastruktur. Lige lidt har det hjulpet. Det konservative flertal har kun lyttet til den private developer, der har udviklet projektet.

Planklagenævnet underkendte 15. marts 2021 en lokalplan, der er stort set identisk med den nu vedtagne. Eneste forslag er, at enkelte boliger er erstattet med liberale erhverv og beboerlokaler.

Se Jens Ove Bays ordførertale i en anden artikel her på hjemmesiden.