Byggesjusk: Symptom på kommunens boligpolitik

Udefra ser det nydeligt ud. Et af Vallensbæks nyeste boligbyggerier er imidlertid alt andet end nydeligt.

Emiliehaven på Vejlegårdsvej/Torbenfeldvej er taget i brug uden kommunens godkendelse – og er et byggeri med en stribe så lang af fejl og mangler, at det har ført til politianmeldelse fra Vallensbæk Kommune. Der er ofte vand i parkeringskælderen, der er allerede fundet skimmelsvamp mindre end et år efter de første indflytninger, varmeinstallationerne virker tilsyneladende ikke, der er fejl i fundamentet og elevatoren er ofte ude af drift.

– Det er dybt, dybt fortvivlende for lejerne, der tror, de skal flytte ind i et lækkert nybyggeri og så havner i noget ufuldstændigt og ufærdigt byggeri. Byggeriet er byggesjusk af værste slags og desværre et symptom på, at der nu også i Vallensbæk spekuleres i hurtige profitter i en del udlejningsbyggeri. Det er desværre en konsekvens af den boligpolitik der føres af De Konservative og understøttes af Socialdemokratiet, hvor det har handlet om at bygge så mange boliger så hurtigt som muligt, siger Jens Ove Bay, Enhedslistens kommunalbestyrelsesmedlem.

To big to fall

Dansk Folkeparti har i kommunalbestyrelsen stillet forslag om, at der foretages en besigtigelse for at få vurderet om ejendommen skal kondemneres. Det betyder på almindeligt dansk, at ejendommen erklæres uegnet som menneskebolig.

Det er en svensk bygherre, K-Fastigheter, der har stået bag opførelsen af de 95 boliger. Bygherren har imidlertid ikke fulgt den lokalplan, som kommunalbestyrelsen vedtog i 2019. Således er tilkørselsvejen smallere end forudsat, der er ingen legeplads – den er inddraget til brandvej, og der er ikke cykelparkering i terræn.

– Problemet er imidlertid, at byggeriet er ”to big to fail”. Bygherren slipper godt fra sine ulovligheder i modsætning til villaejeren, der har fejlplaceret en carport eller sine solceller, siger Jens Ove Bay.

Enhedslisten og SF stemte i kommunalbestyrelsen for Dansk Folkepartis forslag om at få besigtiget byggeriet med henblik på kondemnering. Det konservative flertal ønsker at afvente resultatet af politianmeldelsen.

Jens Ove Bay opfordrer lejerne i byggeriet til at organisere sig eventuelt i Lejernes Landsorganisation, blandt andet for at få støtte for at være flyttet ind i et ufuldstændigt byggeri og for eventuelt at få indskud tilbage i forbindelse med fraflytning.