Store Bededag skal være fridag i Vallensbæk

Store Bededag skal også i fremtiden være fridag for Vallensbæks skoleelever og kommunalt ansatte.

Det mener Enhedslisten i Vallensbæk.

Desværre er der ikke flertal i kommunalbestyrelsen.

Et flertal i Folketinget bestående alene af regeringen har som bekendt besluttet at afskaffe Store Bededag som helligdag og dermed fridag.

Det har fået Dansk Folkeparti til i en række kommuner, hvor regeringspartierne Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne ikke har flertal, at foreslå lokale beslutninger om at fastholde Store Bededag som fridag for både kommunalt ansatte og skoleelever.

En sådan kommune er Vallensbæk, hvor regeringspartierne kun har 3 af 15 pladser. En afstemning i kommunalbestyrelsen viste imidlertid, at det konservative flertal ikke støtter forslaget. Det gjorde ud over Dansk Folkeparti alene Jens Ove Bay fra Enhedslisten.

Absurd påstand fra regeringen

– Vi betragter fjernelsen af Store Bededag som et tyveri af en af lønmodtagernes fridage. At man vedtog det dagen før Finansministeriet opdagede 54 milliarder kroner, man ikke anede man havde, understreger det absurde i regeringens påstand om at afskaffelsen er nødvendig for at få penge til fremtidig velfærd. Vi har rigeligt råd til fremtidens velfærd. Det handler om, hvordan vi udnytter vores ressourcer og eksempelvis ikke giver milliardstore skattelettelser til de allerrigeste, siger Jens Ove Bay.

– Regeringen mener, vi alle sammen skal arbejde noget mere. Det er det stik modsatte, der er brug for. Enhedslisten stemte imod tyveriet i Folketinget og ser gerne kommunale løsninger, hvor man bevarer fridagen, siger han.

Ud over Konservative stemte også Socialdemokratiet og SF imod at gøre Store Bededag til fridag i Vallensbæk.