Fortsat kamp imod Lynetteholm

Enhedslisten fortsætter kampen imod Lynetteholm og alt hvad det medfører, herunder dumpning af forurenet slam i Køge Bugt, udsigt til flytning af rensningsanlægget Lynetten til nye kunstige øer ved Avedøre Holme samt mange års intensiv og tung transport af jord til Lynetteholmprojektet.

Enhedslisten har i Folketinget fremsat et beslutningsforslag om at sætte Lynetteholm på pause.

1. behandlingen i Folketinget 30. november viste, at der er begyndt at komme sprækker i det ellers store politiske flertal for den kunstige ø i Øresund. Dansk Folkeparti er begyndt at tvivle på projektet og har stillet en række spørgsmål, som man vil have besvaret under udvalgsbehandlingen, og Radikale, der har fået flere tvivlere, deltog slet ikke i debatten.

Beslutningsforslaget synes at kunne få støtte fra Alternativet, Frie Grønne og Nye Borgerlige. Det rækker dog ikke, da regeringen, Venstre, Konservative og SF fortsat argumenterer for projektet og anlægsloven. SF’s ordfører tillod sig under 1. behandlingen at kalde SF for aftalens ”grønne vagthund”, hvilket fik adskillige til at trække på smilebåndet.

Mangler samlet miljøvurdering

Baggrunden for ønsket om at sætte projektet på pause er, at der ikke er lavet en samlet miljøvurdering af projektet, at der er begrundet tvivl om økonomien og at der ikke er opnået enighed med de svenske myndigheder om en miljøvurdering. Enhedslisten har derfor foreslået, at projektet stoppes, indtil der foreligger en aftale med de svenske myndigheder, at der er skabt et samlet økonomisk overblik over alle elementer i det samlede projekt og der er udarbejdet en samlet plan for kystsikring af hovedstadsområdet

Enhedslistens ordfører Henning Hyllested bad Socialdemokratiets ordfører Thomas Jensen bekræfte, at Socialdemokratiet er enig i, Folketinget og offentligheden stadig mangler at se, hvad der er de samlede miljøkonsekvenser af det totale projekt.

– Jeg har lidt svært ved at forstå, hvorfor Socialdemokratiet ikke er interesseret i at få den debat om det samlede projekt, altså herunder byggeriet til sin tid, infrastrukturen, havnetunnellen, metroen, spørgsmål om renseanlægget Lynetten og alle de der mange elementer, som indgår. Der er jo ikke lavet vvm-processer for andet end anlæggelse af den kunstige ø og perimeter. Der kan det altså undre mig, at man ikke efter et kommunalvalg, hvor det her givetvis har spillet en rolle, har gjort sig nogle tanker i Socialdemokratiet og tænkt, at det godt kunne være, at man skulle have en lidt tættere dialog med befolkningen i København om inddragelse af en række af de eksperter, som jo sætter spørgsmålstegn ved mange af elementerne og de beregninger, der ligger bag, sagde Henning Hyllested.

Utryghed langs Køge Bugt

Mens socialdemokraterne i Folketinget og i Københavns Borgerrepræsentation fortsat bakker op om projekt og anlægslov, vokser bekymringen blandt partifæller udenfor København. Således har Køges borgmester Marie Stærke, der er næstformand i Socialdemokratiet, stillet sig i spidsen for et samarbejde mellem kommunerne langs Køge Bugt. I første omgang er fem af kommunerne mødtes med repræsentanter fra udviklingsselskabet By & Havn, der skal være bygherre på Lynetteholm. Kommunerne giver i en fælles pressemeddelelse udtryk for, at de ikke er trygge ved de miljøundersøgelser, der ligger til grund for projektet. Kommunerne er her på linje med Danmarks Naturfredningsforening, svenske myndigheder og flere danske eksperter, der udviser bekymring for havmiljøet.

“Udover Lynetteholm er de fem kommuner også stærkt bekymrede over planer om, at store dele af Københavns spildevand i fremtiden skal udledes i Køge Bugt, samt planerne om at bygge projektet Holmene i form af otte kunstige øer ud for Hvidovre. Det er endog meget store projekter, uden et samlet overblik over de miljømæssige konsekvenser og hvad projekterne kommer til at få af betydning for havmiljøet i Køge Bugt”, hedder det i den fælles pressemeddelelse fra Køge, Stevns, Solrød, Greve og Ishøj kommuner.

Enhedslisten har i alle kommuner langs Køge Bugt protesteret mod dumpningen af forurenet slam fra havbunden, hvor Lynetteholm påtænkes anlagt. Ifølge anlægsloven skal der dumpes 2,3 mio. kubikmeter slam midt i Køge Bugt. For at det ikke skal være løgn indebærer projektet også, at der tilføres 4,5 mio. kubikmeter rent sand, som man vil hente andetsteds i Køge Bugt. Flere eksperter vurderer, at dumpningen af slammet vil påvirke badevandskvaliteten i et stort område på begge sider af bugten.