Nej til Københavns giftige slam

København vil, med opbakning fra et stort flertal i Folketinget, bygge en ny ø mellem Nordhavn og Refshaleøen: Lynetteholm. Affaldet vil de give borgerne langs Køge Bugt.

For at anlægge den kunstige ø i Kongedybet skal der fjernes 2,3 millioner kubikmeter forurenet slam. Det vil man dumpe i Køge Bugt. Regeringen har allerede givet tilladelse, idet dumpningen er en del af den anlægslov, som et stort flertal i Folketinget har stemt for.

– Den såkaldte udvikling i København vil med andre ord ske på bekostning af havmiljøet lige ud foran os. I en tid med øget fokus på bæredygtighed, miljømæssig bortskaffelse af giftigt affald og beskyttelse af også vores hav, er det katastrofalt, at man med helt åbne øjne vil smide forurenet slam i havet så tæt på kysten, siger Jens Ove Bay, spidskandidat for Enhedslisten i Vallensbæk.

Sammen med partifæller fra kommunerne langs Køge Bugt, Stevns og Faxe opfordrer han alle kommuner uanset politisk farve til at protestere mod dumpningen.

– Den store mængde dumpede slam lægger sig jo ikke stille og roligt på havbunden, men hvirvles allerede ved dumpningen rundt og spredes over et meget stort område. Slammet kan forurene badestrande i et stort område, og forureningen med kviksølv og tungmetaller samt indholdet af næringsstoffer som kvælstof og fosfor er skadelige for fiskeriet, siger han.

Stop for råstofudvinding

Ikke nok med, at Køge Bugt skal modtage det giftige slam fra havbunden, hvor Lynetteholm skal anlægges. Samtidig lægges der op til, at Lynetteholm skal have tilført 4,5 millioner kubikmeter rent sand, som skal hentes fra Juels Grund i Køge Bugt. Med andre ord: København får det fine sand fra Køge Bugt, som til gengæld får den giftige skraldespand. Noget af en byttehandel.

“Allerede nu har råstofudvindingen flere steder efterladt bugten som et ørkenlandskab”, hedder det i en fælles pressemeddelelse fra Enhedslisten i Faxe, Stevns, Køge, Solrød, Greve, Ishøj, Brøndby og Vallensbæk.

”Der er brug for en udvidelse af fredningen, så den gælder hele Øresund, herunder Køge Bugt og stoppe både dumpning af giftigt slam og den miljøødelæggende sand- og stenudvinding fra havbunden”, siger de lokale repræsentanter for Enhedslisten.

Enhedslisten har såvel i Folketinget som i Københavns Borgerrepræsentation stemt imod Lynetteholm-projektet. Blandt andre Radikale og SF har stemt for.

Enhedslisten og Alternativet stillede i Borgerrepræsentationen den 14. oktober forslag om at sætte projektet på pause af respekt for demokratiet, lovgivningen og videnskaben, der har sat spørgsmål ved projektets påvirkning af havmiljøet. Ud over de to partier stemte Frie Grønne som de eneste for forslaget.

Regeringen har besluttet, at man vil suspendere offentlighedens mulighed for at klage over projektet. Klageadgangen afskæres inden for hele otte love, blandt andet vedrørende naturbeskyttelse, miljøbeskyttelse, vandforsyning, havmiljø og love omkring forurenet jord.