Enhedslisten: Nej til Sydporten

Der er gang i tre store byggerier omkring Vejlegårdsvej med tilsammen flere end 500 boliger. Og det konservative flertal i kommunalbestyrelsen har netop stemt for endnu et stort byggeri udviklet af en privat developer.

Sydporten – mellem Bækkeskovvej, Søndre Ringvej og Vallensbæk Strandvej – skal give plads til 123 nye boliger i 2-4 etager. Lokalplanforslaget, der skal bane vej for byggeriet, blev vedtaget i kommunalbestyrelsen 27. april alene med konservative stemmer.

– Som Enhedslistens repræsentant valgte jeg at stemme mod forslaget og for et ændringsforslag fra Socialdemokratiet. Vi er ikke begejstrede for nogen af forslagene, men valgte alligevel at stemme for det mindst ringe, siger Jens Ove Bay.

– Vi mener, at området i stedet kunne udlægges til rekreative formål, alternativt kunne byggeprocenten reduceres så kraftigt, så der kun kan bygges i 1½ etage, da det vil give mulighed for at bygge i træ og dermed langt mere bæredygtigt, siger Enhedslistens repræsentant i kommunalbestyrelsen.

Massive trafikale problemer

Det var anden gang, kommunalbestyrelsen skulle tage stilling til et lokalplanforslag for Sydporten. Sidste år var der så mange protester mod ikke mindst de trafikale forhold, at man valgte at se på forholdene en gang mere. Siden er Bækkeskovvej lukket – og projektet vokset, så det også indeholder bebyggelse helt ned til Vallensbæk Strandvej samt at flyover-broen fjernes.

Jens Ove Bay mener imidlertid ikke, at man har løst trafikproblemerne. Snarere tværtimod.

– Som det fremgår af miljøvurderingsrapporten, så betyder mængden af nybyggeri i området, at vi kan se frem til massive trafikale problemer. Der er godt nok en fremsynet person i Vallensbæk kommune, der vurderer at trafikken vil falde med 25 procent i de nærmeste år. Dermed fejes rapporten af banen. COWI´s rapport kalder ellers trafiksituationen på randen af sammenbrud i de omliggende kryds, siger han.

Miljørapporten viser i øvrigt også, at byggeriet visse steder ikke kan overholde de støjgrænser, som gælder for boligbyggeri.

Lokalplanforslaget er nu sendt i offentlig høring indtil 30. maj.