Enhedslisten har valgt spidskandidat

Enhedslisten i Vallensbæk har valgt spidskandidat til kommunalvalget i november i 2021. Det er samtidig et signal om, at man gør sig klar til et valg, hvor målet er at få brudt det mangeårige konservative flertal i Vallensbæk kommunalbestyrelse.
Spidskandidat bliver Jens Ove Bay, 64 år og har boet i Vallensbæk siden 1990. Han er uddannet pædagog og leder af en fritids- og ungdomsklub i Høje-Taastrup Kommune. Han har været politisk aktiv hele sit liv med deltagelse inden for blandt andet fagbevægelse og boligbevægelse. Han har været medlem af Enhedslisten siden 2001 – fra den dag Anders Fogh Rasmussen kom til magten!
Jens Ove Bay var også kandidat for Enhedslisten i 2017, hvor det ikke blev til en plads i kommunalbestyrelsen.
– Det var første gang, vi stillede op, og forhåbentlig kender folk os bedre nu, og vi har haft tid til at udvikle vores politik. Det er ikke blevet mindre nødvendigt, at vi kommer ind i kommunalbestyrelsen og at vi får et andet flertal. Det er faktisk på allerhøjeste tid, inden de konservative har fået bebygget hver en plet i kommunen, siger Jens Ove Bay.
– Jeg mener, vi har en god chance for i det mindste at få en enkelt plads i kommunalbestyrelsen, og jeg vurderer også, at der er gode muligheder for at få væltet det konservative styre. Vi skal have gjort op med flertallets blinde vækstpolitik, hvor private developere får lov til at bebygge snart sagt hvert eneste ledige frimærke i kommunen, siger den nyvalgte spidskandidat.

Forslag om borgerrådgiver
I kommunalbestyrelsen vil Enhedslisten i øvrigt have fokus på socialpolitikken.
– For eksempel har kommunen brug for en borgerrådgiver, der helt uafhængig af kommunen kan hjælpe borgere, som føler sig i klemme i systemet. Borgerrådgiveren kan styrke dialogen mellem borger og kommune og være med til at sikre borgernes retssikkerhed. Mange borgere opgiver at klage over kommunen, fordi de ikke har råd eller ressourcer til det. Det vil en borgerrådgiver kunne råde bod på. Ud over at sikre, at borgerne bliver hørt, kan klager også anvendes fremadrettet til forbedring af sagsbehandling og borgerbetjening, siger Jens Ove Bay.
Han noterer, at lignende velfungerende ordninger findes i en række kommuner og at der er tale om en beskeden udgift for kommunen men et stort skridt for borgernes retssikkerhed.
Enhedslisten vil blandt meget andet også gå til valg på, at Vallensbæk Kommune indfører minimumsnormering i daginstitutionerne. Desuden skal kommunen opprioritere sin indsats på miljøområdet og udarbejde en egentlig naturpolitik for at beskytte de grønne områder og vende tilbagegangen i biodiversitet.